Alichino

Vi har lovet hinanden i redaktionen at vi også af og til vil præsentere nogle af de mere specielle serier, der lever deres helt eget liv i hengemte fanenklaver. Alichino (udtales: Alikino) er således en af de serier, som man vil støde på, hvis man befinder sig blandt de mere hærdede mangakendere. Og hermed et lille smugkig på denne ganske interessante manga.

Alichino tager sin begyndelse da Tsugiri (hovedpersonen) bliver spurgt af en pige, om han er en Alichino, fordi han er så smuk. En Alichino er et sagnomspundet væsen, som kan opfylde alle ønsker. Og da pigens bror ligger i koma, er hun draget ud for at lede efter én, som kan redde ham. Men der er en alvorlig hage, for en Alichino er et rovdyr, som søger sit bytte blandt mennesker med svage sjæle. De vil opildne personen, og langsomt men sikkert føre denne ud på en farlig vej, hvor ”ønsket” til sidst bliver så omfattende og enormt, at man kun kan få det opfyldt ved at opgive sin egen sjæl som pant. (Var der nogen, der hviskede djævelsk?)

Universet er pseudo-gotisk med et forunderligt drømmende, døsigt skær. Det er på én gang smukt og henslængt - grænsende til statisk. Men det hører sig til i denne serie, der, som man nok forstår, ikke sælger sig selv på sin action. Dog er der selvfølgelig lidt dramtik og kamp, men det er som om en mystisk hinde er trukket ned over, så ingen lyd undslipper, og kampen i sig selv er blot en del af den æstetiske oplevelse. Der er egentlig heller ikke så meget handling i denne manga, men dens berømmelse skyldes i høj grad billedernes skønhed og den nærmest ufattelige detaljerigdom, der gør hvert enkelt billede til et kunstværk i sig selv. Og dette er netop Shureis vartegn. Man er simpelthen fanget fra første færd i denne mystiske, detaljerede verden, som er fremkommet af Shureis hånd. Det er en spektakulær manga, men i den dystre ende af skalaen med fatalistiske antræk og dunkel melankoli.

For de japanofile kan vi lige nævne, at stort set alle navne er skrevet med uhyre komplicerede kanji (skrifttegn), der kan tage pusten fra selv en garvet læser. Men for en god ordens skyld, skal det siges at teksten også er forsynet delvist med furigana (lydtegn), der gør det nemmere at læse for begyndere ud i det japanske sprog! Det hører med til historien om Alichino, at det kun har virket forstærkende for seriens kultagtige popularitet, at det står hen i det uvisse, om der nogensinde kommer en afslutning, da Eyes Comics, hvorpå serien udkom, er lukket ... Shurei er tavs, men stadig produktiv dog i andre sammenhænge.

Læg i øvrigt mærke til Shureis hang til svulstige, nærmest vulgære antræk. Det er dragter i alskens udformninger, som vil gøre selv Micheal Jackson grøn af misundelse - Det kræver derfor ikke meget fantasi at forestille sig, at Alichino gør sig godt blandt dem, som dyrker cosplay.

Shurei er kendt for sit artwork på linie med Masamune Shirow og vi kan kun opfordre til at man tjekker nogle af hendes malerier ud også ...