Bleach

Tite Kubo debutterede i 1999 med Zombie Powder, en 4-binds serie om nogle magiske ringe som kan vække de døde til live og gøre de levende udødelige. Med Bleach har Tite begået en endnu større sællert som indtil videre er oversat til 7 sprog og solgt i over 7 mio. eksemplarer. Den korte historie: Bleach er en blanding af plottet i filmene Juon og Sixth Sense! Skulle disse filmreferencer ikke sige læseren noget, så fortvivl ej; de følgende afsnit opsummerer handlingen i første bind.

Den 15-årige gymnasieelev, Ichigo Kurosaki, bor sammen med sin far og sine to søstre, Karin og Yuzu. Faren driver en lille lægeklinik, men er efter morens død blevet ekstremt voldelig og generelt utålelig at være sammen med. Det særlige ved børnene er at de kan se døde menneskers sjæle. Ichigo endda i en sådan grad at han konstant forfølges af store dele af kvarterets afdøde beboere. Det er naturligvis lidt af en stressfaktor oveni alle de andre problemer en japansk teenager må kæmpe med, men til gengæld er hans far totalt uforstående over for sønnens overnaturlige evner.

En aften hjemsøges Kurosaki-familien, eller rettere sagt Ichigo, af en særligt ondsindet ånd som ganske enkelt er ude efter hans sjæl! Ånden ledsages af en pige ved navn Rukia, og denne pige viser sig at være intet mindre end en dødsgudinde (shinigami) som (heldigvis) har til opgave at forhindre onde ånder, også kaldet hollows, i at terrorisere de levende. Hollows er en slags fortabte sjæle som pga. en uforrettet sag ikke kan løsrive sig fra de levendes rige og rejse til soul society som alle andre menneskeånder. For de få udvalgte som er i stand til at se dem, kan de kan kendes på at de har et gabende hul hvor deres hjerte en gang har været. For at dulme deres sindsoprivende smerter hjemsøger de i første omgang deres allernærmeste familie og spiser sig langsomt ind på deres sjæle. Derefter angriber de mennesker på må og få, men typisk folk med særligt stærke psykiske evner.

Rukia er bevæbnet med det magiske sværd Zanpakutou (sjælesplitteren) som normalt kan sende en hollow til tælling i Soul Society i løbet af nul komma fem. Hun er imidlertid tæt på at blive udslettet af netop denne hollow og må overdrage det meste af sin magiske kraft til Ichigo som så klarer ærterne. Indtil Rukia genvinder sin styrke, må hun vandre rundt på jorden i en midlertidig menneskekrop og kan derfor ikke varetage sit job som dødsgudinde. Med lidt kvindelist lykkes det hende dog at overtale Ichigo til at vikariere lidt med zanpakutou, selvom han ikke er begejstret for at jagte onde ånder efter mødet med den skrækindjagende hollow. En motiverende faktor er dog at Ichigos bedste veninde, Orihime Inoue, er begyndt at få nogle mystiske sår og mærker på arme og ben af uforklarlige årsager. Ifølge Rukia tyder det på at hun hjemsøges af en hollow. Ichigo kommer da også i tanker om at en lille pige, som godt kunne minde om Orihime, tre år tidligere kom slæbende på sin blodige storebror der senere døde på Kurosaki-klinikken af de kvæstelser han havde pådraget sig i et trafikuheld. Orihimes liv og sjæl hænger således i en meget tynd tråd, så Ichigo og Rukia haster til hendes hjem.

Samtidig begynder Orihimes tøjbamse pludselig at bløde fra en flænge, og da pigen vil undersøge sagen nærmere gennembores hun af sin storebrors hollow! Ichigo stormer til undsætning med zanpakutou, men når ikke at redde Orihime. Storebrorens hollow flygter med hendes sjæl, og han fortæller hende hvordan det varmede hans hjerte hver gang hun bad for ham ved husalteret efter trafikulykken. Som tiden gik og Orihime blev mere optaget af sin veninde og især af Ichigo følte storebroren sig imidlertid glemt og overset. Denne smertelige ensomhed formørkede gradvist hans sind, fortærede hans hjerte og gjorde ham til en hollow. Storebroren fortæller endvidere Orihime hvordan han har beskyttet hende fra hun var spæd og gennem en traumatisk opvækst med en voldelig far og en prostitueret mor. Han føler sig truet og forsmået af hendes nye venskaber og har besluttet at tage hende med ned i glemslens afgrund. Heldigvis indser den fortabte sjæl et kort øjeblik at Orihime stadig savner og husker ham, men også må videre med sit eget liv. Mens han således for en stund rives ud af sin tyngende sorg og dybe selvmedlidenhed, lykkes det for Ichigo og Rukia at sende ham til Soul Society med zanpakutou. Orihimes sjæl er stadig forbundet til hendes krop, og hun kan derfor reddes.

Bleach er en medrivende historie som tilmed er flot tegnet og byder på et troværdigt og meget interessant persongalleri. De onde ånder som hjemsøger familie eller banemænd kender vi også fra vestlige sagn og myter, men som enhver der har set juon med garanti vil skrive under på, så er de japanske spøgelser bare en tand uhyggeligere!