Futari Ecchi

Futari Ecchi er egentlig at betragte som en sex-manual på japansk, med lidt tilsat handling. Og når det er sagt, så er vi ganske sikre på at den kære læser vil fortsætte længere ned mod de slibrige detaljer af en manga, der måske kunne gå under betegnelsen venstrehåndslæsning.

Lad os lige for en god ordens skyld få overstået handlingen med det samme: Yura og Makoto er begge midt i tyverne og de er lige blevet gift. Nu skal de så prøve at dyrke sex for første gang i deres liv. Det kommer der en lettere overfladisk historie ud af. Det er ikke meget af Makotos arbejdsplads vi får at se, for det hele handler om sex; sex her, der og alle vegne. Ja, det var så handlingen, eller i hvert fald et flygtigt referat, for vi skulle jo nødig udløse al spændingen inden vi kommer i gang.

Der bliver gået til makronerne i denne manga og ikke noget med forspil, det er lige på og hårdt. Uden at lægge for meget i det, så fremstilles kvinden som lidt af en sædcontainer, hvilket på mange måder heller ikke er ulig virkeligheden i det japanske samfund. Følelserne er ligeledes trængt temmelig kraftigt i baggrunden, men serien giver sikkert et ganske udmærket - omend lidt trist - billede af det moderne japanske parforhold.

Fokus er som sagt på selve akten, men det er ikke tilladt at vise kønsdele. Det kommer serien dog behændigt udenom ved at fremstille dem på ægte skolebogsmanér, nemlig i form af informative tværsnit af disse i fuld vigør, med morsomme lydord for ligesom at tilføje en ekstra dimension. Og den interesserede læser kan desunden finde skemaer og tabeller over de forskellige former, et erigeret lem kan antage. Og sågar, én over forskellige former af jomfruhinder, for at det ikke skal være lyv. Men mest sigende er nok, at det er en manga, som tager sig tid til at fortælle mig, at jeg med lidt øvelse vil være i stand til at knipse BH’en af en kvinde med én hånd. (Tak, Katsu Aki, hvordan kunne jeg leve uden?)

Det kan undre lidt, at man ikke får sneget nogle oplysninger ind om sikker sex, nu man er i gang. Det synes ligesom ikke nok blot at nævne den ”sikre periode”. Af og til kan det godt virke som om, japanerne tror, at man kan undgå seksuelt overførte sygdomme blot ved at ignorere dem. Men det holder som bekendt ikke i længden at stikke hovedet i busken (no pun intented!) som en anden struds. Lad os derfor lige tilføje, at man i lægekredse forventer en eksplosion i antallet af hiv-smittede i Japan, især fordi mænd ofte dyrker ubeskyttet sex med flere partnere og ikke lader sig teste. Den form for info er på forunderlig vis ikke kommet med i mangaen. Nu vi er ved det, så er p-piller noget nær uopdrivelige i Japan, og piger bliver skræmt fra vid og sans fra at bruge dem, idet de får at vide, der er en masse bivirkninger såsom fedme (og det er temmelig yt at være overvægtig i Japan). De p-piller, som findes på markedet i Japan, ligner i øvrigt noget for heste og indeholder nok østrogen til at passivisere et hold af østtyske svømmepiger. Men det er en anden historie. P-piller bliver slet ikke nævnt her.

Som læser med indsigt i Japan, sidder man tilbage med en lidt underlig smag i munden over markedsføringen af en serie, der lanceres som noget informativt, men egentlig blot er et lummert afkog af egentlig hentai porno, tilsat lidt faktuel krymmel – Hmm, intet under den er populær! Og med knapt 30 bind kan vi se, at der gives flere indgangsvinkler til emnet! Men nu skal man ikke tage serien for andet end den er, nemlig: Et kuriosum, som giver et indblik i japansk seksualitet, og det kan være nok så morsom læsning, for de er skøre de japanere!