Hokuto no Ken
(Fist of the Northstar)

Forfatter: Buronson

"I en ikke fjern fremtid indhylles verden i atombombers flammehav. Havet dør og jorden slår revner. Det ser ud som om alt liv er udryddet. Men mennesket er ikke uddød!" Sådan begynder fortællingen om en mand, Kenshiro, som fra første færd er indbegrebet af 80'ernes heltetype: Midt i en kold og kaotisk verden vandrer han tavs og ukuelig af sted for at fuldende sin mission. Han er tilsyneladende ikke knyttet til nogen eller noget, men hans følelseskolde ydre skjuler traumatiske hændelser fra fortiden - hændelser, som tvinger denne maskuline enspænder til at forsætte sin selvretfærdige kamp. Ikke kun selve historien, men også tegnestilen bærer tydeligt præg af 80'erners machodyrkelse: Overarmene kan nærmest ikke blive store nok!

Kenshiro bærer syv ar på brystet i form af stjernebilledet Karlsvognen (på japansk: Hokuto). Han mestrer Hokuto Shinken, som er den ene af to ultimative kampformer. Den anden er Nanto Seiken, en dødelig teknik, som vi kommer til at stifte bekendtskab med senere i historien. Mens hemmeligheden i Shinken-stilen ligger i at smadre modstanderen, så hans krop nærmest eksploderer indefra, så specialiserer Nanto Seiken sig med al ønskelig tydelighed i at tæske gennem ofrets lemmer, så både væv og knogler virker helt porøse. De to kampformer er som Ying og Yang, universets to modsætninger, og Kenshiros forhold til Nanto-stilen viser sig da også at omfatte en ikke ubetydelig kontrovers. Rigtigt gættet! Der er en kvinde involveret. Inden vi når så langt skal vi dog lige igennem et egotrip af en nedtærskning. Diverse bander, drøner rundt på motorcykler og hærger landet, hvilket gør livet usikkert for den jævne befolkning, som må kæmpe hårdt for bare at overleve i en verden, hvor alt er lagt i ruiner. Men kampmaskinen, Kenshiro, sønderknuser den ene hob af slyngler efter den anden, så det er en sand fornøjelse, og det er først og fremmest dette festfyrværkeri af blodig action, som holder serien oppe, selvom der kommer en smule mere kød på plottet hen ad vejen.