Mahoraba

Mahoraba er en underholdende komedie om en sindsforvirret pige, en genert teenagedreng og de mange forviklinger dette forhold fører til. Serien indeholder de obligatoriske, akavede scener med seksuelle overtoner, men holder det på et niveau hvor det ikke tager overhånd som i f.eks. Love Hina. Temaet om personlighedsspaltning minder meget om kønsforvirringen i Ranma 1/2, men Mahoraba byder på en lidt rigere personkarakteristik og tager mere "voksne" emner som medfølelse op.

Ryushi Shiratori, en 18-årig, lidt piget kunststuderende, der hver dag pendler 3 timer til og fra Tokyo, beslutter sig for at flytte til byen. Takket være moderens familierelationer kan han blive indlogeret på pensionatet Narutaki som bestyres af den smukke, unge pige Kozue Aoba. Det viser sig at Kozue er Ryushis grankusine, og Kozue bliver hurtigt lidt lun på sin granfætter, især bliver hun blød i knæene da han fortæller at han gerne vil være billedbogsforfatter. Ryushi har aldrig haft en kæreste, så tiltrækningen er gensidig.

Pigen Megumi, en anden beboer på pensionatet, er imidlertid også ude efter Ryushi. Hun drikker ham fuld i sake for at kompromittere det spirende forhold mellem Ryushi og Kozue. Det lykkes dog ikke, og Ryushi havner snart i en intim situation med Kozue. Det viser sig at være katastrofalt, idet de følelsesmæssige spændinger aktiverer en skjult lidelse som Kozue bærer rundt på, nemlig en personlighedsspaltning! Pludselig forvandler den blide, stilfærdige pige sig til en brysk og voldelig type som nægter ethvert kendskab til Ryushi og beskylder ham for diverse perversiteter. Kozues aggressive og blommevinsdrikkende jeg (som de andre piger kalder Saki) forpester Ryushis første aften på pensionatet, og på et tidspunkt må Megumi intervenere og bringe den stilfærdige pensionatsbestyrerinde tilbage ved at drikke Saki under bordet. Det er tydeligvis ikke første gang pigerne oplever Kozues personlighedsluner.

Den forslåede og chokerede Ryushi overvejer om han skal finde sig et andet sted at bo, men næste morgen er Kozues engleagtige personlighed vendt tilbage, og hun har tilsyneladende ingen erindring om aftenens udskejelser. Ryushi beslutter derfor at affinde sig med situationen. Kozues forstyrrede sind byder imidlertid på flere personligheder end blot den drikfældige Saki, og hun får snart et tilbagefald til den 6-årige pige Nanako! At skulle være babysitter for en 6-årig udgave af den pige han er forelsket i er mere end Ryushi kan kapere, men han er nødt til at holde masken for ikke at gøre Kozue mere sindsforvirret end hun er i forvejen. Oveni denne misære forsøger en anden beboers mor at begå selvmord, og de mange sindsoprivende oplevelser på pensionatet gør selvfølgelig at Ryushi ikke får lavet sit hjemmearbejde og bliver temmelig stresset. Til gengæld får han hjulpet en masse mennesker.