Outer Zone

"Outer Zone er stedet, hvor alt kan ske, stedet hvor fortid og fremtid eksisterer sammen, hvor lyset er skarpere end lyset selv og mørket dunklere end det grummeste mørke. Outer Zone er en verden uden for virkelighedens begrænsninger. Men for at åbne døren dertil, er det nødvendigt med fantasi!" Det har Mitsuhara Shin heldigvis. I rigelige mængder endda. Denne manga rummer nemlig et væld af forskellige historier, og derved adskiller den sig fra mange andre serier. Hvert kapitel er for det meste starten på et nyt eventyr, selvom nogle historier strækker sig over flere kapitler. En åbenlys fordel ved dette er, at man ikke behøver at læse hele serien fra start til slut. Hver gang vi på ny kastes ud i Outer Zone, bliver vi mødt af den unge, smukke Misery med langt, lyst hår, som viser vej og hjælper historien i gang. Det er svært at blive klog på, hvem Misery i virkeligheden er. Hendes ører er lange og spidse, og af en eller anden grund dækker hendes pandehår for det venstre øje. Forklaringen herpå får vi først senere i serien. Udover at præsentere de forskellige historier, sniger Misery sig også af og til med ind i handlingen, for at få hovedpersonerne med ud i Outer Zone.

Navnet Misery er i øvrigt hentet direkte fra Stephen Kings roman af samme navn, og selve opsætningen er inspireret af TV-showet, The Twilight Zone (på japansk: Mysteri Zone), som kørte omkring 1960 med Rod Serling (1924-1975), som studievært. Mitsuhara har sågar dedikeret Outer Zone til Rod Serling.

Der er alt for mange historier til at vi kan gennemgå dem en for en. De fleste har dog det til fælles, at de indeholder en eller anden form for morale, og de forskellige personer får som regel som fortjent. Det er ikke fordi Mitsuhara er ude af stand til at overraske læseren, men han gør det på en forudsigelig måde, og sørger hver gang for at historien afsluttes pænt og behageligt. Dertil kommer, at Mitsuhara indimellem kapitlerne afslører nogle af de tanker, han har gjort sig omkring de forskellige historier. Med andre ord tages læseren i hånden - lidt rigeligt vil nogle måske mene - og man får ikke følelsen af at være blevet kastet ud i kaos. Denne orden tager en smule af spændingen og gør læsningen mere hyggelig end uhyggelig. Alligevel er underholdningsværdien intakt.

Det gode ved Outer Zone er afvekslingen, og så er det rart at mærke, at Mitsuhara rent faktisk har noget på hjertet. Hans perlerække af små historier, som kredser om det okkulte og bliver tilsat lidt fantasy her og der, er da også blevet genoptrykt et par gange i forskellig form. Senest har Shueisha samlet kapitler efter læsernes ønsker og i januar 2005 til at begynde med udgivet to bind på knap 300 sider hver.