Paranoia Agent

Satoshi Kon debuterede i 1997 med den psykologiske thriller Perfect Blue og har sidenhen vakt stor opmærksomhed med filmene Millenium Actress samt Tokyo Godfathers der endda blev vist på Natfilmfestivallen i henholdsvis 2003 og 2004. Kendetegnende for Satoshis stil er en meget uortodoks plotføring hvor man ofte bliver i tvivl om hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed. Hans persongalleri indeholder typisk eksistenser som på den ene eller anden måde er på kant med samfundet, som f.eks. de hjemløse i Tokyo Godfathers eller mentalt forstyrrede i Paranoia Agent. Desuden lader han til at have en udtalt præference for kvindelige hovedpersoner.

Paranoia Agent handler om en række meget forskellige mennesker som dog har det til fælles at de fortrænger ubehagelige sider af deres personligheder ved at opdigte en fiktiv bølle som overfalder dem eller andre med et baseballbat. Således fortrænger skolelærerinden sin bibeskæftigelse som prostitueret og maskot-designeren opdigter et overfald for at få udskudt sin deadline. Som fortællingen skrider frem bliver man imidlertid i tvivl om hvem der er skizofren og hvem der taler sandt.