Shaman King

Hiroyuki har med Shaman King begået en ret interessant manga der er blevet meget populær i Japan hvor den naturligvis også kører som ugentlig anime i prime time. Seriens hovedpersoner er et umage makkerpar. Fortællingen åbner med en præsentation af den 13-årige folkeskoleelev Oyamada Manta som meget mod sin vilje bliver viklet ind i et intrigant spil hvor genfærd og shamaner sætter hårdt mod hårdt. Manta møder den jævnaldrende dreng Yoh Asakura da han en aften må skyde genvej over kirkegården for at nå det sidste tog. Til Mantas bestyrtelse er Yoh omgivet af spøgelser som han tilmed kalder sine venner! Manta flygter hals over hoved og fortæller sine klassekammerater om episoden næste dag. Ingen tror ham naturligvis, og endnu værre bliver det da Yoh pludselig træder ind i ad døren som klassens nye elev!

Manta bliver dog hurtigt venner med den mystiske Yoh som han erfarer er en shaman. Shamaner kan påkalde de ånder som endnu ikke har fundet hvile ("jobutsu") og udnytte deres styrke og viden. Eksempelvis har Yoh fundet den mægtige ånd efter en legendarisk samurai ved navn Amidamaru. Sammen hjæper det uovervindelige trekløver en række uforløste ånder med at finde hvile. Lige indtil de en dag løber ind i en anden shaman der gerne vil have fingre i Amidamaru. Den anden shamans ånd (en kinesisk kriger ved navn Bason) står slet ikke mål med Amidamaru, men i modsætning til Yoh der har opbygget et venskabsforhold til sin ånd styrer denne shaman Bason som et redskab og kan dermed udnytte dens styrke 100%! Det ser sort ud for Yoh og Manta, men naturligvis kommer Amidamaru dem til undsætning i sidste øjeblik...