Yu-Gi-Oh!

Yugi er navnet på en dreng, som elsker at spille (Yugi betyder faktisk "spil" på japansk). Men han bliver mobbet af sine klassekammerater, fordi han altid sidder og spiller. Det er kun hans barndomsven, pigen Anzu, som holder hånden over ham. Yugi er især optaget af det tusind år gamle Millenniumpuslespil, som stammer fra det gamle Egypten. Han fik det af sin bedstefar for otte år siden, men det er ikke lykkes ham at samle det endnu. Pludselig en dag, hvor alt ellers synes at gå galt, har han dog heldet med sig, og det pyramideformede puslespil fuldendes.

Bedstefaderen, som i øvrigt er indehaver af Kame spilbutik, har ellers advaret ham om puslespillet, fordi arkæologerne, som fandt det, senere døde under mystiske omstændigheder. Det egyptiske Millenniumpuslespil viser sig da også at give Yugi "mørkets kraft", så hvis nogen gør ham eller hans kammerater fortræd, kan han udfordre dem til "mørkets spil", og så venter "skæbnens straf". Desuden bliver Yugi venner med Jonouchi, og således går hans ønske om at få en rigtig ven, som han altid kan stole på, i opfyldelse.

Alt dette er kun begyndelsen på et langt eventyr. Men allerede i bind 2 introducerer Yugis bedstefar de populære trading cards. Og senere møder vi den mystiske egypter, Shadi. Han viser sig at nedstamme fra en gammel egyptisk slægt af gravvogtere, som passer på de gamle faraoers skatte. Nu vil han finde ud af, hvilke kræfter, der gemmer sig i Milleniumpuslespillet og ikke mindst i den ellers stille og lidt forsagte Yugi. Hvordan alt dette går for sig, vil vi ikke røbe her, men serien hører stadig blandt de mest populære i Japan. Spillekortene har allerede fundet vej til det danske marked, og mangaen udkommer med ét bind hver måned, så glæd dig!